Pasning af æg og haletudser
Har man Oophaga arter er det eneste man for så vidt skal tænke på at fodre forældrene godt, æggene lægges i filmbøtter eller i bromelier. Hunnen vil producere ubefrugtede æg som mad til haletudserne. På et tidspunkt vil der så dukke ungfrøer op i terrariet, disse kan med fordel beholdes derinde de første par måneder. Men hurtigt vil forældrene begynde at drive klapjagt på dem og vil ofte tage livet af dem! Ungfrøerne passes som andre ungfrøer, læs mere herom i 3. del af denne serie. Omkring Oophaga må man sige, at O. pumilio er en af de nemmeste frøer at have med at gøre, enhver kan lave 5-15 dyr om året.

Men det kniber tilsyneladende med at lave dem i flere generationer, og rigtig mange har fortsat problemer med at holde liv i ungerne efter 3 måneders alderen – måske fordi det ofte er begyndere der køber denne art som en slags potensforlænger. O. lehmanni og O. histrionica er noget mere komplicerede at have med at gøre, og findes indtil videre kun som vildtfangne dyr til skyhøje priser. De er for så vidt til at holde liv i, men at lave en fornuftig avl på dem er endnu utopisk, så lad dog være…

Epipedobates, Ameerega, Colostethus og Phyllobates lægger alle ret mange, men små æg. Æggene lægges på blade, i filmbøtter og i ”knaldhytter” (f.eks. en omvendt urtepotte, med indgang, stående i den dybe halvdel af en petriskål). Hannerne er dygtige til at passe på æggene og vogter dem mod slemme frøtosser, der vil tage æggene ud. Der er noget særligt over en lille bitte A. hahneli-han, der vredt kvækkende sidder på sine æg og nægter at forlade dem selvom en hånd løfter ham og petriskålen med æggene ud af terrariet.

Kan man nænne at tage æggene ud af terrariet, overflyttes de til en petriskål med låg hvor de kan udvikle sig i fred og ro. Æggene skylles dagligt med en forstøver, for at fjerne svampesporer, jordnematoder og andet djævelskab. Overskydende vand fjernes med et stykke køkkenrulle. Fortyndet tempereret rooibos-te er glimrende at rense og fugte med, det høje indhold af tanniner yder god beskyttelse mod svampeinfektioner, men postevand kan nu også bruges. Ubefrugtede æg fjernes så vidt muligt, idet de kan sprede svampeinfektioner til de sunde æg. Dette gøres f.eks. ved hjælp af et barberblad og et stykke køkkenrulle. Men vi har faktisk rigtig gode erfaringer med at lade hannerne gøre arbejdet og så høste haletudser fra vandbeholderen engang i mellem. Lige meget hvor mange gange man har set det er det hver gang en fantastisk oplevelse at se en lille han hoppe rundt i terrariet med en flok haletudser på ryggen.

Disse haletudser producerer ikke hæmstoffer, så de enkelte arters haletudser kan holdes sammen i akvarier af passende størrelse. Vi bruger iltsten i vore akvarier, andre gør ikke. Nogle bruger planter, vi gør ikke. Nogle bruger varmelegemer til at opnå en temperatur på 20-25 grader, vi holder dem bare ved frørumstemperatur. Vi er glade for Moina dafnier og ferskvandstanglopper, de hjælper med at gøre rent og er gode indikatorer for vandkvaliteten, og samtidig er haletudserne glade for at spise dem. Haletudserne fodres derudover med f.eks. højkvalitets tørfoder til akvariefisk, ørredpiller eller kommercielt haletudsefoder.

Vi bruger ENTs haletudsefoder 2-3 gange ugentligt. Et par flamingoplader i overfladen eller en skrånende placering af akvariet gør det nemmere for ”halefrøerne” at komme på land, når det efter ca. 3 måneder i vandet er på tide at gå på land. Halefrøerne anbringes en 6 stykker sammen i lille skråstillet beholder med ganske lidt vand i bunden. De tærer nu på halen som gradvist forsvinder. Når halen er væk flyttes de til et ungdyrsterrarie. Pas lidt på disse arter kan drukne i en dråbe vand, men tørrer også ud hvis de ikke har adgang til vand. På grund af ungfrøernes ringe størrelse er disse arter på mange måder en god introduktion til opdræt af Ranitomeya og små arter.

Fjernelse af dårligt æg i en Dendrobates azureus ægklase

Ranitomeya arterne, de såkaldte thumbnails (fordi de ikke er større end en tommelfingernegl) er i hovedsagen arboreale, dvs. de lever på grene og bromelier. Enkelte arter såsom R. reticulata er dog primært jordlevende. Nogle af arterne bl.a. R. imitator er fakultativt oophage, dvs. forældrene kan opfodre haletudserne med foderæg hvis de ellers får lov. Vi lader ofte forældrene gøre enten hele arbejdet eller den første del af det. Men man kan sagtens høste æggene, når man får øje på dem. Høstes æggene passes de som beskrevet ovenfor. Haletudserne er kannibalistiske lystmordere, der udskiller hæmstoffer og derfor skal de holdes enkeltvist. Vi bruger babymadsglas, andre bruger f.eks. engangskaffebægre, atter andre køber dyre systemer i Tyskland, der ligesom styrketræningsapparaterne hurtigt får lov at samle støv… Men der er frit valg på alle hylder. Vi fylder glassene til kraven med fortyndet tempereret rooibos-te eller postevand, haletudsen tilsættes, den fodres med ENTs haletudsefoder 2-3 gange ugentligt. Der tilsættes lidt Moina dafnier og det er sådan set det! Vi skifter vand 1-2 gange om måneden. Før vi fik dafnier gjorde vi det dagligt/ugentligt. I løbet af en tre måneders tid har haletudserne fået forben og flyttes nu til små beholdere som beskrevet ovenfor. Ungfrøerne er forbavsende store, som regel større end f.eks. Phyllobates terribilis, der jo som fuldvoksne snildt bliver 5 cm.

Dendrobates og Adelphobates arterne er i hovedsagen jordlevende. Flere af arterne, bl.a. D. leucomelas er dog glade for at kunne klatre rundt. Æggene lægges typisk i ”knaldhytter” eller i filmbøtter, men frøerne kan sagtens finde på at lægge æggene på blade. Specielt D. leucomelas elsker at lægge æg lige under lysstofrøret, så æggene bliver ristede. Hannen passer æggene og vil flytte haletudserne til terrariets vandbeholder, men vi plejer nu at tage æggene ud når der er sikker udvikling at se. Tidligst efter to døgn i terrariet. Æggene passes som tidligere beskrevet, haletudserne holdes enkeltvis som beskrevet ovenfor. De kan holdes sammen, men da haletudserne er kannibaler og udskiller en smule hæmstof er det ikke rationelt. Igen flyttes halefrøerne til en lille skråtstillet beholder når det efter 3 måneders tid er kravle-på-land-tid. Der kan godt gå en håndfuld af samme art sammen i sådan en beholder.

Pasning af ungfrøer
Nu har dine nyforvandlede ungfrøer ”tabt” halen og har omdannet munddelene fra haletudsens raspetænder til frøens egentlige mund. De er nu klar til at blive flyttet til et egentligt terrarium.

Smartbokse på 15 liter er perfekte terrarier. Vi bruger som bundlag en blanding af kokoshumus og pyntebark, der fugtes med postevand. Terrariet indrettes med en enkelt hårdfør plante såsom en guldranke eller en Ficus pumila. Som gemmesteder kan anvendes filmbøtter eller små yoghurtbægre. Der drysses lidt springhalefoder i et hjørne og tilsættes en sjat springhaler og tropiske bænkebidere. Terrariet er nu klart til de kære små. Der skal ikke laves ventilationsåbninger, du checker frøerne hver anden dag, sprayer kassen og giver dem lidt bananfluer, start med den lille bananflue. Husk at pudre bananfluerne med kalk og vitaminpulver. F.eks. skiftevis Korvimin ZVT og foderkalk. Placer kassen under et ganske almindeligt lysstof-frør ved frørumstemperatur. Har du kun en enkelt boks kan du lave en lampe ud af en kageform ved at montere en elektrisk fatning i den og så oplyse Smartboksen med en energisparepære. Lad ungfrøerne være i fred, de har ikke brug for at du checker dem dagligt og pirker til dem, det stresser kun. I en Smartboks er der plads til ca. 10 ungfrøer. Efter ca. 3 måneder er ungfrøerne så store at du kan begynde at sælge/bytte dem. Efter 6 måneder til et par år vil de afhængig af art være kønsmodne. 

Kønsbestemmelse
Det bringer os til det sidste punkt i denne lille artikelserie: Kønsbestemmelsens svære kunst. Den klassiske metode hos specielt Dendrobates tinctorius og D. azureus er at kigge på tæerne på forbenene. Hannerne tenderer til at have bredere tåplader end hunnerne. Derudover skal man kigge på kropsformen: hunnerne er bredere om livet og hofterne end hannerne. Men alle disse ting kan snyde, og man kan sagtens stå og kigge på to ”hanner” hos en frøtosse og så få at vide, at det faktisk er hans avlspar. Et smukt eksempel på dette er diskussionen her på Dendroworld
Mit bud er FMMF. Vi mangler stadig facitlisten, der er ikke kommet nogets svar på om der er kommet æg efter frøerne blev delt i to grupper. Herunder kan i se de to mest udprægede dyr. Tusind tak til Bill McNulty fra Dendroworld for lån af billederne.

Det var jo meget nemt at kende forskel på de to, men med mange arter er det meget, meget, meget svært. Kig på billederne herunder af nogle af vores avlsdyr:

Hos mange af de mere obskure arter, her vort avlspar af Ameerega hahneli, er det ofte gætværk når man kønsbestemmer. Når man ved at hannen er den øverste kan man dog tydeligt se forskel på kropsformen.	Her er der ikke så meget at tage fejl af. Hannen af vore gamle D. tinctorius Powder Blue ses til venstre. Hunnen er større og skubber helt karakteristisk for tinctorius-gruppen til den stakkels han. Give it to me!	Et kig på vores D. auratus Ancon Hill avlsgruppe. Vi har unger på dem, så vi må have begge køn. Jeg er ret sikker på at den øverste er en han og nummer 3 fra oven en hun, de to andre tjah…